Nu skal vi følge selve processen med fremstilling af hvidtøl på P. Kjeldgaards Bryggeri i Fjerritslev.
Hvidtøl er overgæret, mørkt øl, der højst måtte indeholde 2 ¼ pct. alkohol.
Øllet blev fremstillet i tre kvaliteter, alt efter hvor meget vand der kom i. Nr. 1 var det kraftigste og mest nærende bryg, mens nr. 2 og 3 var husholdningsøllet, som var billigere og derfor udgjorde over 80 pct. af den årlige produktion. Til jul blev der brygget hvidtøl af særlig god kvalitet.
I virkeligheden var der også en kvalitet nr. 4. Det var i bogstaveligste forstand det tynde øl, som især blev afsat til herregården Aagaard, hvor det blev serveret for tjenestefolkene.
I 1914, da produktionen var på sit højeste, blev der fremstillet 143.000 liter øl, hvorefter tallet gradvis dalede for hvert årti, indtil der i 1968, som var det sidste år, kun blev aftappet 400 liter.
Aftenen før der skulle brygges, blev den lille kobberkedel på 500 liter fyldt med vand via en pumpe, der hentede vandet op fra egen brøndboring. Derefter blev der fyret op under kedlen med tørv, briketter, kul eller brændsel af træ. I løbet af natten var vandet varmet op til 40-50 grader, og klokken 6 kom bryggeriarbejderne tilbage og fyrede ekstra op, så vandet kom i helt op i kog.
Nu begyndte den del af processen, som kaldes mæskning. Hertil skulle bruges et såkaldt mæskekar, som stod på et stativ med en pumpe under. Øverst i mæskekarret var der en rund jernplade med små huller i, og som første trin blev der skovlet en portion malt ned på jernpladen.
Samtidig blev vandet i den lille kobberkedel igen kølet ned til 40-50 grader og ført gennem den længste trærender hen til pumpen under mæskekarret. Herfra blev vandet pumpet op i mæskekarret, hvor den gennemhullede jernplade med malten på nu fungerede som en stor si. Når vandet løb igennem malten, der lå på jernpladen, blev der dannet et koncentreret udtræk – også kaldet ekstrakt – som løb ned i bunden af mæskekarret.
Ekstrakten skulle nu stå i ro en halv time, hvorefter mæskningen blev gentaget to gange, først med vand på 60-70 grader og til sidst med næsten kogende vand på 80-90 grader.
Nu var al kraften suget ud af malten, og tilbage på jernpladen var der nu kun en blød, klistret masse, som kaldtes mask og kunne bruges som grisefoder rundt om hos egnens landmænd.
Efter mæskningen blev maltekstrakten ledt gennem den korteste trærende tilbage til den store kobberkedel, hvor ekstrakten skulle koge i to timer. Samtidig blev der tilsat kulør i form af karamelekstrakt og ligeledes karagen-mos, der skulle gøre øllet klart. Endelig skulle der tilsættes humle, som P. Kjeldgaard i begyndelsen købte hos en humleavler på Fyn, men senere importerede fra Nürnberg i Tyskland.
Maltekstrakten skulle nu »simre« i to timer – den måtte ikke koge, ellers blev humlesmagen bitter! Herefter blev den igen ledt gennem den korteste trærende, denne gang til sikarret på gulvet under mæskekarret. Pumpen ved siden af sikarret blev så brugt til at lede ekstrakten op til de såkaldte svalebakker øverst oppe. Den ene svalebakke var af træ, mens den anden var af zink.
Her skulle ekstrakten stå i ro og køle af i en halv time. Træskodderne på muren over svalebakken af træ kunne åbnes for at fremme afkølingen, og ligeledes var der lagt vandrør i bunden af zinkbakken, hvor afkølingen skete med vand, der var pumpet op i den høje vandbeholder lige ved siden af.
Som næste trin i processen skulle ekstrakten køles yderligere ned til højst 23-24 grader. Det foregik ved at lede ekstrakten ned gennem et langt rør ned til en køler, som bestod af en række kobberrør med rindende koldt vand. Ekstrakten løb ned over disse kobberrør og fortsatte efter afkølingen ned i en stor tragt.
Nu var det halvfærdige øl klar til at forlade selve ølkælderen for at blive ledt over i gærkælderen, som var indrettet i kælderen under bryggerfamiliens bolig. Det foregik ved hjælp af et langt rør, som gik fra tragten under køleren ud gennem et kældervindue og tværs over gården til gærkarret, der stod lige under et vindue i gærkælderen.
Når øllet var løbet over gården til gærkarret, tog bryggerkarlen lidt øl og hældte det op i en spand, hvor han rørte sukker og ølgær i. Blandingen blev derefter hældt over i gærkarret, og øllet skulle nu stå og gære et par dage. Undervejs blev der på overfladen dannet et hvidt skum, som blev fjernet med jævne mellemrum.
I de år, hvor bryggeriet kørte på sit højeste, fremstillede man selv ølgær hos Kjeldgaards. Men i de senere år frem til lukningen i 1968 fik man gæren gratis hos Thisted Bryghus.
Efter de to dages ophold i gærkarret, var øllet klar til at blive tappet over i store øltønder af træ af forskellig størrelse. Tønderne på lagt på siden med en træspuns slået løs i forneden, så overflødigt gær stadig kunne løbe ud. Efter yderligere to døgns gæring blev spunsen slået fast, og såvel tønderne som gulvet blev spulet med vand inden den allersidste gæring, som ligeledes varede et par dage.
Nu var øllet helt færdigt til at blive solgt enten i butikken i forhuset eller via vareturen ud til de faste kunder med bryggeriets hestevogn. Senere blev hestekøretøjet afløst af en lille lastbil. Bryggeriets blå Opel Blitz ladvogn står endnu i garagen og kommer frem ved specielle lejligheder.
Da man i familien Kjeldgaards tid ikke brugte pasteurisering ligesom i vore dage, kunne øllet ikke holde sig længere end otte dage i kælderen. Derfor skulle produktionen hele tiden afpasses i forhold til salget.
Oprindelig kunne bryggeriets kunder fra by og opland komme ind og få fyldt en spand med øl direkte fra messinghanerne. Men det almindelige var, at man købte øllet på tønder.
En hel tønde kunne rummer 131,4 liter eller 136 potter øl. En potte svarer til knap 1 liter. De mindre ølankre kunne rumme henholdsvis 1/4, 1/8 eller 1/16 tønde.
Hvis man fx købte 1/8 tønde øl, som svarer til 18 potter, kostede det i mange år 90 øre for kvalitet nr. 1, mens hvidtøl nr. 2 kunne fås for 65 øre.
Men trætønderne blev efterhånden en kostbar emballage, fordi der blev færre og færre bødkere til at fremstille dem. Samtidig var det besværligt at rengøre tønderne med læsket kalk og kogende vand, blev man hos Kjeldgaards nødt til at gå over til flasker – de såkaldte »stakitflasker« – på 5 eller 10 liter. Men det skete i modsætning til andre bryggerier meget sent her i Fjerritslev.
I enden af de øltønderne var der sat en korkprop, som kunne erstattes med en messinghane til aftapning på flasker. For at lette processen var der fremstillet et lille aftapningsanlæg, så øllet kunne tappes over på flere flasker ad gangen.
De største flasker – de såkaldte »stakitflasker« – blev forsynet med en patentprop, der gjorde det let at åbne og lukke flasken. De små og mellemstore flasker – både med eget bryg og øl fra fremmede bryggerier – blev lukket med en almindelig korkprop. Det skete ved hjælp af en såkaldt propmaskine, der eksempelvis kunne betjenes af en skoledreng fra byen. Den store propmaskine virkede ved hjælp af en fodpedal, og desuden benyttede man et lille træapparat, som var håndbetjent.
P. Kjeldgaard havde ved siden af sin egen produktion også aftapning af bajersk øl for Ny Carlsberg og andre bryggerier. Øllet blev sejlet med dampskib fra København til Aggersund, hvorfra Kjeldgaards folk hentede det hjem i halvtønder.
Desuden kunne kunderne også købe mineralvand i Kjeldgaards lille butik.